Ha'penny Bridge blev lukket i forbindelse med reparationen, og der blev bygget en Bailey-bro i ét stykke ved siden af broen til fodgængerovergang.
Broen er opført på liste 1 i Dublin Corporation Development Plan og har fået sit navn efter Ha'Penny-afgiften, der blev opkrævet fra broens opførelse i 1816 til den ophørte i 1915. Selv om det nuværende officielle navn er Liffey Bridge, var den oprindeligt Wellington Bridge og består af en samling af elliptiske bueribber. De blev sandsynligvis støbt i Coalbrookdale Works i Shropshire efter et design, der tilskrives Thomas Telford.
Ha'penny Bridge blev lukket i forbindelse med reparationen, og der blev bygget en Bailey-bro i ét stykke ved siden af broen til fodgængerovergang. Dækket blev fjernet, og nye sektioner blev fremstillet for at passe til broens forvrængede elliptiske form. Der er også blevet støbt nye ornamentale rækværkssektioner af duktilt jern. Projektet omfattede en ny maling i den oprindelige råhvide farve.
Det meste af Metalocks arbejde vedrørte trækstangseksamlinger, hvoraf 43 havde revner og blev repareret, og revner i membranribpladerne. Derudover blev Metalockning brugt til at reparere konstruktionsbaner og installere nye konsolsektioner til erstatning for dem, der var knækket af i årenes løb. De fleste af de skader på de komponenter, der skulle repareres, var forårsaget af udvidelse som følge af korrosion på grund af indtrængende fugt efter nedbrud af fugetætningsmaterialer.
På grund af broens betydning som et ikon for byen blev der lagt stor vægt på reparationsprocessen, og for at imødekomme forskellige kulturarvsgruppers bekymringer blev så meget af det oprindelige materiale som muligt enten repareret eller renoveret. Kun stærkt beskadigede og ubrugelige komponenter blev genfremstillet. For eksempel kunne man have udskiftet trækstangens endekapper med nye, men Metalock-processen gjorde det muligt at reparere de originale dele effektivt på stedet.
Billedkreditering
